Bestyrelsesmøde referat 21. november 2024

Bestyrelsesmøde i A/B Højvangsbebyggelsen

Dato: torsdag den 21. november 2024
Sted: Kell
Deltog: Kell, Mark, Tanja og Palle
Afbud:
Referent: Palle 

Dagsorden

  1. Godkendelse af dagsorden godkendt.
  2. Godkendelse af referat godkendt.
  3. Orientering om møde d. 21.10 med andre andelsforeninger v/Mark
    • Den 21. oktober deltog Mark i et netværksmøde for private andelsboligforeninger i Esbjergområdet. Dette nyopstartede initiativ havde sit første møde hos vores naboforening, A/B Forsøgsgaarden. Deltagerne blev delt i to grupper, og Marks første indtryk var, at de øvrige foreninger i hans gruppe havde andre udfordringer end vores. Trods forskellene ser vi det som et positivt initiativ og planlægger at deltage igen ved næste møde, der forventes at finde sted i februar.
  4. Parkeringspladser i Højvangshaven
    • I Højvangshaven er der husnummerintervaller ved hver indkørsel. En beboer har påpeget, at folk bør respektere skiltene og så vidt muligt bruge indkørslerne og parkeringspladserne, der passer til deres adresse. I Spangsbjerghaven er der kun ét skilt, der dækker alle indkørsler. Bestyrelsen var ikke opmærksom på denne forskel og mener, at skiltene er til for at lette orienteringen for besøgende og ikke for at diktere, hvor beboerne skal parkere. Det er dog mere tydeligt og forståeligt for besøgende i Højvangshaven at finde det rette husnummer, end det er i Spangsbjerghaven, hvor folk ofte spørger om husnummerets placering.
  5. Lys på stierne fra parkeringspladserne er mørkt.
    • I samme forbindelse er bestyrelsen gjort opmærksom på, at de midterste parkeringspladser foretrækkes på grund af utilstrækkelig belysning ved stierne. Dette problem forværres muligvis af, at gadelamperne er skærmet af for ikke at forstyrre naboerne og derfor ikke oplyser stierne tilstrækkeligt. Der kunne også ske forbedringer af belysningen under viadukterne, men det kan være til gene for beboere i stueetagen. At få tilført strøm anses for at være for dyrt, og solcelledrevne lamper vil sandsynligvis ikke være nok i den mørke tid, hvor behovet er størst. Bestyrelsen har noteret sig problemet, men planlægger ikke yderligere handlinger, medmindre flere henvendelser modtages.
  6. Lys i flagstang er problematisk med strøm og snerydning.
    • Inspireret af den nærliggende boligforening ønskede den tidligere bestyrelse at investere i julepynt, der kunne hænges op i flagstangen i stedet for at dekorere grantræet. Lund, vores havemand, har dog påpeget, at det er bedre at fortsætte med at pynte grantræet, da en ledning i flagstangen vil være til gene, når der skal ryddes sne. Der blev også foreslået en løsning med en ledning fra træet over stien, men Lund foretrækker den traditionelle løsning. Ingen i den nye bestyrelse har set den foreslåede flagstangsløsning i praksis og synes, at grantræet med lys ser smukt ud.
  7. Etablering af stikkontakt i sidste skur til julelys.
    • I dag er der kun julelys på 3 af cykelskurene, simpelthen fordi det sidste skur mangler en stikkontakt. Dog er der allerede strøm og indvendigt lys, så det burde være en mindre opgave at få ordnet. Tanja vil indhente et tilbud.
  8. Anden vippe. Det kostede kun omkring 500 at lave vippen, så Lund laver også den anden ved lejlighed.
    • Da prisen er betydeligt lavere end det oprindelige estimat på 3000 kr, og den nuværende er hyppigt benyttet, er der ingen grund til tøven. Til sammenligning starter prisen for nye legeredskaber ved 10.000 kr og derover.
  9. 2 Interesser for at blive bestyrelsesmedlemmer
    • Der har været to separate henvendelser om at blive en del af bestyrelsen. Det ser vi meget positivt på, især fordi det drejer sig om personer med kompetencer, vi mener kan være nyttige. Ifølge vedtægterne kræver det dog en generalforsamling at vælge bestyrelsen, så vi håber, at de bevarer interessen og stiller op.
  10. Eventuelt.
    • Palle har modtaget en samling dokumenter fra Kim, der dækker tiden før, under og efter foreningens oprettelse, da Kim har været med helt fra start. Palle har endnu ikke haft tid til at kigge nærmer på dem endnu.
    • Tanja oplever, at hendes vinduer dugger indvendigt, selvom hun lufter ud. De andre medlemmer var forundrede over dette og kunne ikke genkende problemet. Hun fik kontaktoplysningerne til tømreren, der installerede vinduerne. Vores vinduer har en 10-års garanti fra producenten, men denne dækker kun, hvis duggen skyldes en defekt i vinduerne og ikke et fugtigt indeklima af andre årsager.

Næste møde: 23 januar hos Tanja

Illustration Vecteezy